Hovedstadens Letbane åbner hele strækningen 22. august

Efter flere års anlægsarbejde og omfattende testkørsler er datoen nu fastlagt for åbningen af Hovedstadens Letbane i fuld længde. Fra den 22. august kan passagerer for første gang rejse direkte mellem Ishøj og Lundtofte gennem otte kommuner.
Bestyrelsesformand Jakob Thomasen siger: "Testkørslerne på den nordlige del af strækningen har indtil videre forløbet godt og sikkert, så vi nu kan fastlægge en forventet dato for åbningen. Den 22. august bliver en stor dag for alle, der skal bruge Letbanen, og en vigtig milepæl for hele hovedstadsområdet."
Åbningsdagen bliver samtidig en festdag med aktiviteter langs hele letbanestrækningen og en officiel åbningsceremoni ved Gladsaxe Rådhus. Her vil der være musik, underholdning og oplevelser for både børn og voksne, mens kommunerne langs ruten også arrangerer lokale aktiviteter ved stationerne.
Direktør for kommunikation og marketing i Hovedstadens Letbane, Sofie Karen Lindberg, siger: "Vi ønsker, at så mange som muligt kan være med, når vi åbner hele Letbanen. Derfor er det gratis at rejse med både Letbanen og bus 300S på åbningsdagen."
Når hele strækningen tages i brug, bliver det muligt at skifte til seks S-togslinjer samt regionaltog og busser via letbanen, hvilket skal gøre det lettere at komme til blandt andet arbejdspladser, uddannelser og hospitaler på tværs af hovedstadsområdet.
Faktaboks
- Hovedstadens Letbane åbner i fuld længde lørdag den 22. august 2026.
- Den samlede strækning går fra Ishøj til Lundtofte.
- De sidste 17 stationer åbner samtidig.
- Der bliver gratis kørsel med Letbanen og bus 300S hele åbningsdagen.
- Åbningsdagen byder på lokale aktiviteter langs hele strækningen.
- Den officielle åbningsceremoni og folkefest afholdes ved Gladsaxe Rådhus.
- Lokale aktiviteter finder sted fra kl. 10.00-15.00.
- Folkefesten ved Gladsaxe Rådhus varer fra kl. 11.00-16.30.
- Den officielle åbningsceremoni afholdes kl. 11.45-12.30.
- Letbanen begynder almindelig drift kort efter den officielle indvielsestur.
- Efter en indkøringsperiode kører Letbanen hvert 5. minut i dagtimerne på hverdage og lørdage samt hvert 10. minut om aftenen og søndage.
- Togene har fire flexområder til kørestole, barnevogne og cykler.
- Cykler kan medbringes gratis.
- Letbanen forventes at transportere cirka 14 millioner passagerer om året fra 2030.
- Hovedstadens Letbane ejes af Region Hovedstaden og de 11 kommuner Ishøj, Vallensbæk, Hvidovre, Albertslund, Brøndby, Rødovre, Høje-Taastrup, Herlev, Gladsaxe, Glostrup og Lyngby-Taarbæk.






Accepter kun nødvendige cookies